Esbjerg vs. FCK den 5/11 2005 - Esbjerg Idrætspark

Det hele startede egentlig med at én af mine gamle folkeskolekammerater flyttede til Bramming.

Der var efterhånden gået et godt stykke tid siden vi havde set hinanden sidst (kan faktisk ikke rigtig huske om det var da vi mødtes hos mine forældre, der var på camping eller det var da vi (FCK) havde besøg af Esbjerg i parken). Hver gang vi talte i telefon sammen, sluttede vi altid af med at tale om at ”nu skulle vi altså også snart ses” og alt det dér som man aldrig får taget sig sammen til, lige meget hvor meget man gerne vil.

 

Det var under én af disse gange, hvor vi var godt i gang med at snakke om, at nu måtte det snart være på tide for vores årlige ”get together” at én af os luftede ideen ”kunne det ikke være sjovt hvis der også var fodbold indblandet!?” Det var vi begge meget enige om og vupti var det en aftalte, FC skulle til Esbjerg og møde dem den 6/11 (før kampen blev opgraderet til en TV kamp og rykket til om Lørdagen). Så var den i vinkel og der var kun småting (undskyld Ida) tilbage at blive enige om, skulle/ville Ida med, hvor skulle vi bo, billetter m.m.

 

Kampdag.

Vi havde fået billetter på den nye del af stadion og i den ende der var ned mod udeholdets fans (i det her tilfælde OS!) Min kammerat mente at vi så ikke ville føle os på alt for fremmed grund.

 

Det første jeg lagde mærke til var at de havde store fadøl, så sådan én skulle jeg jo selvfølgelig lige prøve.

De havde også 3 maskotter (4 med den mystiske fugl som ingen vidste hvor kom fra) og kun 6 cheerleaders. Maskotterne formerede sig vist nok på underlig vis og deres cheerleaders var muligvis væk på barsel (hmm, sammenhæng!?)

 

Og så startede det hele… FCK’s Tifo var et par (læs mindst 5) STORE røgbomber og med vinden ind fra vest så det rigtig vildt ud og jeg tror ikke der var én på stadion der var i tvivl om at Løverne var kommet.

 

Vi mødte en stor Brøndbyfan der med det samme proklamerede at han hadede FCK og alt hvad det stod for, For de (alle de andre FCK fans, selvfølgelig ikke os) var jo hooligans, fordomsfulde personer og generelt skidt selskab alle som én), hvilket vi jo selvfølgelig ikke kunne tilslutte os og derfor så os nødsaget til at fortælle ham at han var helt forkert på den.

 

Ham skulle vi se en del mere til under den kamp, da han jo selvfølgelig allerede var tilbage efter det første mål (og igen efter det andet). Vores eneste kommentar til ham var at han nok ikke ville være så høj i hatten når Brøndby tabte til AAB søndag… (hmm, hvorfor spillede jeg ikke på den kamp)

 

Efter han havde været ovre den første gang kom der 4-5 betjente over og stod lige bag ved Ida. Om det var for at passe på hende eller for at sørge for at hun ikke gik amok ved jeg ikke, men de blev stående under hele kampen.

 

Efter kampen og ude for at aflevere de store fadøl tilbage (på toilettet) overhørte jeg et par Esbjerg fans. ”det var jo en udmærket kamp”… ”mjaeh, den kan vi godt være glad ved” denne samtale er nok lidt typisk for Esbjergs fans der mest af alt virker som om de bare vil ind og se noget god fodbold. Der var flere FC fans inde og se kampen end der stod ”hardcore” fans i klubtrøjer nede i deres hjørne. Og det var da heller ikke meget man hørte til Esbjergs fans under kampen. Som regel kun lige efter de havde scoret og i ”dialog” med kommentatoren:

 

Kommentator:                      ”Og stillingen er!? Esbjerg?”

Publikum:                             ”3!”

Kommentator:                      ”København?”

Publikum:                             ”1!”

Kommentator:                      ”Tak skal i have.”

Publikum:                             ”Selv tak!”

Kommentator:                      ”Det var så lidt”

 

En udmærket måde at stikke resultatet i ansigtet på modstanderen.

 

Alt i alt en rigtig fed weekend. Selv om vi nu gerne ville ha’ vundet og fortsat vores vinderstime, men Esbjerg spillede den bedste kamp i år og FC var desværre ikke helt på toppen. Weekenden blev dog kun bedre af at se resultaterne fra de andre topkampe søndag. FC var de eneste af de tre tophold der fik et mål ind og det siger da også lidt om kampen, der så absolut stadig var spændende til det sidste, selv om vi var bagud 3-1.

Til sidst vil vi fra FCK Crusaders side, gerne opfordre FCKs fans til ikke at sabotere spillet ved at kaste romerlys og andre ting på banen.

Specielt når ens hold er bagud og har brug for alle minutterne.

 

FORZA FCK

 

Martin

 
Startsiden Udekampe